Torsdag og fredag i sidste uge samlede den traditionelle Sommerfest, der arrangeres af Brønshøj Menighedssamfund og FDF K 25, mere end 3000 deltagere og havde en omsætning på omkring 225.000 kr. Begge tal er betydeligt større end sidste år, og overskuddet går som sædvanligt til velgørende formål. I år er det FDF K 25 og Mellemfolkeligt Samvirkes projekt mod omskæring af piger.
Der var, traditionen tro, de samme boder som der plejer og også mulighed for at “loppe” en ting eller flere, ligesom man kunne få forplejning og drikkevarer til rimelige priser. Brønshøj Kirkes Børne- & Pigekor sang, Gamle FDF’ers Brassband spillede, et rockband spillede, Rockets Cheerleaders gav opvisning og Provstens Jazzkapel sluttede festen fredag aften.
Der var også mulighed for at komme på rundvisning i tårnet, og ønskede man lidt ro var der også aftensang i kirken.
– Sommerfesten forandres ikke
Det var sognepræst Peter Nejsum fra Brønshøj Kirke, der åbnede Sommerfesten. – Politikere står i kø for at love forandringer af alt muligt, skat på engelsksprogede reklamer, færre kræftsyge, 30 timers arbejdsuge, færre flygtninge, skattelettelser til de rige og til de fattige og til dem med hus og dem uden. Men jeg kan betrygge jer med: Sommerfesten forandres ikke! Sommerfesten er den samme som altid, sagde Peter Nejsum.
– Sommerfest handler også om noget vigtigt i et demokrati, måske noget af det vigtigste: om fællesskab, samtale, at møde hinanden – på tværs af holdninger, på tværs af alder, på tværs af hvor man måtte sætte sit kryds. Derfor er Ulla og jeg er glade for at se så mange mennesker i vores have! Tak fordi så mange har sat kryds ved den gode gamle sommerfest i præstegårdshaven, sluttede Peter Nejsum – og festen kunne starte.