Den tidligere konsulent i sekretariatet for Brønshøj-Husum Lokaludvalg, Gitte Kirkeby fra Brønshøj, har stiftet den landsdækkende forening “De Anbragtes Vilkår”, der blandt andet driver lokale netværksgrupper i flere byer. Foreningens medlemmer er nuværende og tidligere anbragte børn og unge, og der arbejdes for at hjælpe og støtte de unge. I sidste uge blev foreningen og stifteren Gitte Kirkeby hædret med Børnehjælpsdagens Lillebrorpris på 50.000 kr. ved den årlige prisuddeling på Københavns Rådhus. I motiveringen for prisuddelingen hed det bl.a., at priskomiteen især påskønner foreningens arbejde for at sikre efterværn til alle anbragte unge i Danmark samt deres indsats for at skabe stærke netværksgrupper.