– Jeg synes, det er enormt inspirerende at komme på besøg hos almindelige mennesker, høre om bekymringerne i deres hverdag og diskutere politik i øjenhøjde, fortæller det socialdemokratiske folketingsmedlem. – Alt for ofte sander den politiske debat til i personangreb og mudderkast. Det vil jeg gerne gøre noget ved. – Hvis man kan samle en håndfuld af sine venner eller naboer til en kop kaffe, så kommer jeg gerne forbi med en bid kage for at lytte til dem og diskutere politik.
Hun fortæller desuden, at hun allerede har været inviteret indenfor hos et par borgere. Her har der både været plads til at diskutere integration, ældrepleje, familiepolitik og lokale arbejdspladser.
– Det er bestemt ikke kedeligt at være ude hos folk. De har masser af ting på hjertet, og debatten er altid sjov, siger hun. Yildiz Akdogan håber også, at initiativet kan være med til at bryde med politikerleden og nogle af de fordomme, der hersker om politikere. – Rigtig mange mennesker synes, at vi politikere lever i vores egen lille verden, siger hun. – Så jeg vil gerne i dialog med dem og forklare, at vi er nogen, som tager deres bekymringer og forhåbninger seriøst. Interesserede i at få besøg kan maile til yildiz.akdogan@ft.dk.