
Januar: Kulturhus på vej til Tingbjerg. Et utraditionelt tragtformet kulturhus med bl.a. bibliotek er på vej til Tingbjerg, hvor det skal bygges foran Tingbjerg Skole ud mod vejen Skolesiden. Huset finansieres i samarbejde mellem de lokale boligafdelinger i Tingbjerg med støtte fra landsbyggefonden og Københavns Kommune. Pris: 44 mio. kr. Illustration: COBE.

Januar: Peter Nejsum flytter ind i præstegården. Provst Johanne Haastrup indsætter Peter Nejsum som ny præst i Brønshøj Kirke, hvis ældste del blev opført af biskop Absalon i 1180-erne. Peter Nejsum flytter ind i den smukke præstegård på Brønshøj Kirkevej og vælges i foråret som medlem af Brønshøj-Husum Lokaludvalg.Foto: Kaj Bonne.

Januar: Skybrudsplaner på dagsordenen. Der har i årets løb været stor lokal interesse for de såkaldte skybrudsplaner, der skal sikre bydelen ved skybrud. Lokaludvalgets borgermøde om planerne i januar samlede 70 borgere, der blev orienteret om planerne i bydelen, samt om hvad de selv kan gøre for at undgå skader fra nedbøren. Foto: Jens Christian Elle.

Februar: 180.000 gik i Bellahøj Svømmestadion. I august 2009 åbnede Bellahøj Svømmestadion på hjørnet af Frederikssundsvej og Bellahøjvej, hvor friluftsbadet Bellahøjbadet tidligere lå. Bellahøj Svømmestadion kan rumme 1.200 tilskuere og indeholder bl.a. et 50 m bassin og to udendørs svømmebassiner. I 2013 besøgte 180.000 Bellahøj Svømmestadion. Foto: Kaj Bonne.

Februar: Nye boliger på vej til Bellahøj. Det store vandreservoir på Bellahøj er revet ned, grunden er solgt, spejderne sagt op og lokalplanen, der skal give mulighed for bygning af rækkehuse og lejligheder, forventes inden længe vedtaget af politikerne. Går det efter planen, kan byggeriet af husene, der får op til 7 etager, starte i løbet af foråret. Det er dog ikke alle naboer, der er begejstrede – tværtimod.Foto: Kaj Bonne.

Marts: Brønshøj-Husum har været lidt overset. Det sagde Københavns nye kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, da avisen havde sat ham stævne på Ipsens Kaffebar på Brønshøjvej. Han synes, det er en god idé at få borgerservice til bydelen (kommer i 2015) Om Bellahøj Friluftsscene siger han, at den skal holdes vedlige eller udlægges til andet brug! Foto: Kaj Bonne.

April: Folkekøkkenet åbner i Voldparken. Med køkkenchef Martin Pihl i spidsen åbner et økologisk folkekøkken i EnergiCenter Voldparken, hvor man hver uge kan få et billigt og særdeles velsmagende måltid. Folkekøkkenet bliver en stor succes og tildeles både priser og hæder. Åbner igen i marts. Foto: Frivilligcenteret ECV.

April: DM til Rockets Cheerleading. De lokale Rockets Cheerleading kunne til DM høste ikke færre end 6 guldmedaljer, 3 sølv- og 1 bronzemedalje. På billedet optræder et hold fra klubben på Brønshøj Torv på 2700Kulturdag. Foto: ef.

April: Vagtskifte i Brønshøj Boldklub. Efter 34 år som formand for Brønshøj Boldklub, afløses Finn Ryberg af chefjurist Jan Juul Jørgensen. Finn Ryberg blev allerede i 1951 medlem af Brønshøj Boldklub og har været aktiv som både spiller, træner, dommer, bestyrelsesmedlem – og fra 1980 formand. Foto: Kaj Bonne.

April: Fokus på Utterslev Mose. Også Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell var inviteret til kaffebaren på Brønshøjvej for at tale med Brønshøj-Husum Avis. Blandt de lokale sager var miljøet i Utterslev Mose. – Miljøtilstanden i Utterslev Mose er ikke god nok, og problemerne skal løses i et samarbejde mellem Københavns, Gladsaxe og Gentofte kommune, sagde borgmesteren Foto: Kaj Bonne.

Maj: Brønshøj-Husum Walks. Motion og godt humør for seniorer over 60 år var i centrum, da lokale pensionistklubber i samarbejde med Lokaludvalget og Kulturhuset Pilegården også i år afholdt en hyggelig gå-quiz, der startede med opvarmning af kroppen, hjernen, sangstemmen og lattermusklerne. Foto: Kaj Bonne.

Juni: Cricketbane i Tingbjerg. To københavnske borgmestre og den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford (billedet) deltog og spillede med, da Copenhagen Cricket Club fik indviet sin nye bane i Tingbjerg bag Brønshøj Boldklub. Manden bag både klub og bane er den lokale ildsjæl Sheikh Saleem.Foto: Christian Ove Carlsson.

Juni: Leif Pedersen fik årets Kulturpris. Kulturdagens højdepunkt var uddelingen af Kulturprisen 2014. Den gik til musikkens bagmand i Brønshøj, Leif Pedersen, for hans mangeårige indsats for musiklivet i bydelen. Kælenavnet ”Kræmmer Leif” fortæller også om hans initiativer og arbejde i forbindelse med etableringen af det store kræmmermarked på Bellahøjmarken. På billedet modtager han prisen af Mohamed Hamod, daværende formand for Lokaludvalgets Kulturudvalg. Foto: Kaj Bonne.

Juni: Sommerfest i Præstegårdshaven. Den traditionelle sommerfest i Præstegårdshaven ved Brønshøj Kirke samlede i juni omkring 2.500 gæster, der alle fik en fantastisk oplevelse med underholdning, mad og drikke samt godt samvær. Overskuddet deles mellem FDF-spejderne og De danske Hospitalsklovne. Foto: Kaj Bonne.