Silas Holst før MGP: - Jeg synger for Brønshøj på lørdag
Skrevet af Flemming Antony
2. februar 2010 (kl. 12:30)
Forrygende 2009
Sidste år var ganske enkelt forrygende for Silas Holst. Den unge danser fra Brønshøj fik sit helt store gennembrud i dette års udgave af ”Vild med Dans”, hvor han nåede finalen sammen med Marlene Belafonte. Et sted mellem 80 og 90 sms-stemmer skilte ham fra en fortjent sejr, men det ærgrer tilsyneladende ikke den sympatiske gut. – Nej da – jeg vidste godt, at en pæn og charmerende racerkører med stor udstråling ville være en potentiel vinder uanset hvor godt, Marlene og jeg gjorde det. Så der var intet overraskende i det. Vi var bare lykkelige over at have gjort det godt.
Det var så anden gang, Silas var med i det populære danseprogram. Succesen betød, at der for alvor kom bud efter ham fra flere forskellige steder. Blandt andet på musicalfronten, hvor Silas kunne skrive kontrakt med to store forestillinger, som får premiere i år. Den første allerede i næste måned, Mary Poppins, og den anden senere på året. Det er den store danske opsætning af Abbas Mama Mia.
Men midt i alt dette lå en operation og ventede. Sidste sommer kollapsede den ene lunge, og det har hæmmet Silas ret voldsomt. Så han blev opereret i december. - Heldigvis gik operationen fint, og jeg føler bestemt, jeg er på vej tilbage, siger Silas. – Det var en stor operation, men jeg var godt forberedt på det hele. Desværre tager det så lidt mere tid, end jeg havde regnet med, og det har betydet, at jeg ikke når at blive klar til Mary Poppins. Men Mama Mia er der ingen problemer med, og den glæder jeg mig helt vildt til.
Lokale reaktioner
- Ja dem har der været mange af, fortsætter Silas med et smil. – Udelukkende positive og venlige og det kan strække sig fra en ældre dame i supermarkedet til unge piger på gaden, som genkender mig. Alle sammen med en kvik bemærkning. Det gør mig både glad og stolt. Sådan har jeg det også på lørdag, når jeg stiller op til Melodi Grandprix. Så synger for jeg Brønshøj, og håber da også, at man fra bydelene vil stemme på mig via sms. Og vær ikke urolig. Trods min restitueringsperiode er jeg 100 pct. klar. Lægerne har givet grønt lys for optræden af kortere varighed, mens f.eks. en kontinuerlig optræden i en musical vil være for voldsom endnu. Så jeg trykker den af på lørdag og gør mit ypperste – stol på det, slutter Silas Holst.
Så kan vi ellers opfordre hele Brønshøj til at sidde klar med mobilen. Melodi Grandprix sendes på DR 1 fra kl. 20.00.

Læserne kommenterer
Sektioner
Services
Statistik
Mest læste artikler
Læs den trykte avis online
Uge 36